Harry Potter & Aristoteles om etisk dannelse

Taler:

Carsten Fogh Nielsen, ekstern lektor

Institut for filosofi & idehistorie, Århus Universitet

Dato: 1. april 2008 kl. 16:30.

Sted: Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole,

Peter Bangs Vej 1 B, skolestue 2.

Abstract:

Vi efterspørger ikke dydens natur blot for at få vide, hvori dyden består, men for at blive gode mennesker, da vores undersøgelse ellers ville være nytteløs.

Aristoteles: Etikken

Hvordan bliver vi bedre til at gøre det rigtige? Hvordan bliver vi gode mennesker? Hvad vil det i det hele taget sige at være et godt menneske? Dette er spørgsmål som præster, politikere, pædagoger, psykologer, moralfilosoffer og forfattere har diskuteret i tusindvis af år. I mit foredrag vil jeg forsøge at kaste en smule lys over disse spørgsmål ved hjælp af to tilsyneladende meget umage skikkelser: Den græske filosof Aristoteles og den engelske kostskoleelev og troldmand Harry Potter. Aristoteles vil levere det teoretisk baggrundsstof, mens Harry P vil stå for de praktiske eksempler, og tilsammen skulle de gerne give et indblik i de spørgsmål og problemer, der præger diskussionen om etisk dannelse.

For mere information kontakt Jan B.W. Pedersen på telefon: 3838 4468 eller E-mail: jap@diakonissen.regionh.dk

Aristoteles sagde, at børn ikke kan være lykkelige.

En sådan udtalelse vil mange i dagens Danmark sikkert finde anstødelig, direkte forkert eller på anden vis grotesk. Det hænger sandsynligvis sammen med, at disse menneskers anskuelse af begrebet lykke er af en ganske særlig art. Spørgsmålet er blot om denne er identisk med Aristoteles forståelse af lykke?

Aristoteles mente, at lykke kun kan tilskrives en person, hvis man tager hele personens liv i betragtning. Børn har selvfølgelig ikke haft et helt liv endnu og udelukkes således per definition fra at være lykkelige. En voksen kan anskues som en person der er midt i det liv han/hun har valgt at leve inkl. karrierevalg, livsstil etc.

Det store spørgsmål er for Aristoteles, hvornår man som voksen egentligt er kvalificeret til at blive bedømt lykkelig eller ikke lykkelig. På den ene side virker det plausibelt at lytte til den græske statsmand og poet Solon der siger, man kan ikke bedømme et menneske lykkeligt før, det er dødt. På den anden side mener Aristoteles, at man faktisk kan gøre stor skade på et menneske efter det er dødt.

Dette skyldes siger Aristoteles at vi søger at leve autentiske liv, hvilket stiller krav til det levede liv. Man kunne for eksempel sige, at en mand der har levet hele sit liv på en løgn ikke har levet autentisk. Uvidenhed om ens liv eller elementer i det er også en måde at undgå lykke på. Ens ægtefælde kunne have en affære som man ikke ved noget om eller man kunne vie sit liv til en religion der viste sig at være udelukkende en fantasi. En andet element som Aristoteles mente kunne influere ens lykke var, hvis ens barn endte med at udvikle sig til for eksempel en horrible voldtægtsmand. Ifølge Aristoteles kunne man med rette sige ’stakkels forældre – deres liv lider skade grundet deres afkoms uhyrligheder.”

Man kan selvfølgelig indvende, at man trods alskens ulykker og non autentisk livsførelse fortsat kan leve et lykkeligt liv. Således afslører man dog sig selv som indehaver af et moderne begreb om lykke der udelukkende har reference til psykologiske tilstande. For det moderne menneske er det faktuelle levede liv er ikke længere i fokus og målestokken for lykke er udskiftet med følelsens af hvad der sker. Lykke er således udelukkende subjektivt. På Aristoteles tid var lykke ikke udelukkende psykologisk, men også summen af hvad man gjorde i livet og hvor succesfuld man var.

I dag synes mange tilsyneladende mennesker udelukkende at bygge deres liv op over følelseslivet. Måske det kunne være behjælpeligt for disse at læse lidt Aristotelisk filosofi for at få en mere nuanceret blik på lykke, deres livsførelse generelt og hvad der er værd at stræbe efter i livet.

Den græske filosof Aristoteles er kendt for en særlig linie i hans bog etikken lydende (frit oversat til dansk fra Aristotle – Ethics, 1155a3-24 (Penguin books 1976):

”Ingen vil vælge at leve et liv uden venner, selv om de havde alle andre gode ting i livet.”

Aristoteles beskriver endvidere tre former for venskab der lyder:

Venskab baseret på nytte

Venskab baseret på lyst

Venskab baseret på godhed

Sidstnævnte anskuer Aristoteles som den højeste form for venskab, men også den form der er mest sjælden. For at have et venskab baseret på godhed, skal begge parter ønske det gode for den anden for det godes egen skyld og samtidig være gode i sig selv.

En sand ven er for Aristoteles den der ønsker det gode for en for ens egen skyld, fordi denne holder af en, som man nu er og ikke grundet en særlig kvalitet man tilfældigvis besidder.

Venskab bygget på ovenstående vil ifølge Aristoteles holde over tid, medens venskab baseret på nytte eller lyst allerede fra starten er dømt til undergang.

I dagens Danmark skilles folk som aldrig før. Mange lever alene og har til stor ulykke vanskeligheder ved at finde en mage. Alligevel kan man af og til møde folk som har levet sammen over en lang periode og sagt lidt luftigt hviler i sig selv i hinandens nærvær.

Kunne man forestille sig at sådanne forhold er baseret på godhed i Aristotelisk forstand?

Og i så fald kunne man ikke med fordel tilbyde den danske tilsyneladende ulykkelige befolkning et kursus i Aristoteles tænkning?