Etisk naturalisme
20. apr 2009 13:05, Jan de Dacia
Louise har i forbindelse med et indlæg om etik efterlyst, hvorledes jeg forholder mig til det etiske og særligt det naturalistiske afsæt.
Melder man sig på banen som etisk naturalist, har man for øje, at moralske domme kan være sande eller falske og mere vigtigt, at disse kan erkendes. Grundtanken er videre, at det gode eller det sande kan identificeres som egenskaber.
Naturalisme som position har tilvejebragt en del underpositioner herunder hedonistisk naturalisme der reducerer fakta om godhed til fakta om lyst og lykke samt teologisk naturalisme der reducerer godhed til det som gud definerer som godt. En tredje undergruppe udgør de aristoteliske naturalister der fokuserer på fakta om menneskelig blomstring og det er denne jeg hælder mest til skulle jeg bekende mit ståsted. Dog gør jeg det med et vist forbehold og tvivl.
Det er således at enhver etisk naturalist nødvendigvis må gøre sig klart, at naturalisme som etisk position ikke er helt uproblematisk. Ifølge G. E. Moore gør naturalister alle som en sig skyldig i det der kaldes den naturalistiske fejlslutning. Begår man den naturalistiske fejlslutning sætter man lighedstegn mellem egenskaben godhed og den ting som besidder egenskaben godhed eller med en anden egenskab som gode ting besidder. Denne lighedssætten udgør den naturalistiske fejlslutning.
Med filosoffen Richard Hare i mente handler den naturalistiske fejlslutning med andre ord om er, at man ikke bør forveksle det at beskrive en ting eller handling med det at vurdere den. I vurderingsøjemed har vi altid at gøre med en handlingsforskrift, hvilket ej er tilfældet i forbindelse med en beskrivelse. David Hume vil sige: Intet ’bør’ kommer af et ’er’.
Personligt advokerer jeg et syn på etik og moral der som sagt vægter aristotelisk naturalisme, men jeg melder mig samtidigt på banen som skeptiker. Den menneskelige natur er vanskelig definerbar og den naturalistiske fejlslutning må tages alvorligt. Hvem kan vide med sikkerhed, hvad der konstituerer den menneskelige natur og hvor meget den betyder for individuel oplysning?
20. apr 2009 22:34
Fin blog. Hvis du har lyst kan de læse om et relateret emne CSR på www.socialansvarlighed.dk
JSO
24. apr 2009 17:21
Hej Jan
Mange tak for dit svar! Jeg tror, at alle naturalister er meget bevidste omkring hele problematikken med den naturalistiske fejlslutning, for hvis man forsvarer en absolutistisk position, så er det jo også nærmest påkrævet, at man skal have nogle svar parat. Her har relativisterne det jo enormt let! :-D Personligt hælder jeg mod Erich Klawonns form for naturalisme – som han selv kalder for etisk definisme. Det gør han på baggrund af, at han prøver at forklare moral gennem en naturalistisk forståelse af de moralske begreber og værdier. Altså er Klawonns teori kun naturalistisk i den bløde betydning, hvor man prøver på at forstå, hvad moral er ud fra ikke-moralske begreber. Nu nævner du problemet med den naturalistiske fejlslutning og derfor vil jeg da gerne lige give en kort forklaring af, hvad Klawonns hævder på dette område.
Klawonn hævder, at der findes situationer som under ingen omstændigheder kan forekomme værdineutrale for et menneske. Hans eget ynglings eksempel bygger på oplevelsen af smerte: ”Vi kan eksempelvis forestille os en meget voldsom smerte - som hvis en ondsindet person hælder en spand kogende vand ned af ryggen på én”. (Klawonn, 1996, side 135.) Denne situation kan qua menneskets empatiske identifikation aldrig nogensinde forekomme værdineutral – da situationen altid vil have et iboende negativt værdipræg. Det har den, fordi at smerten automatisk medfører et ønske om fravær af smerte og derfor har en bør-lignende egenskab. Gennem menneskets empatiske identifikation kan man derfor også identificere disse bør-lignende egenskaber hos andre mennesker. Jeg vil ikke her komme med en lang forsvarstale af Klawonns teori, men blot anbefale både dig og enhver anden at læse Klawonns meget imponerende og grundige værk ”Udkast til en teori om moralens grundlag”. Jeg mener faktisk ikke, at der findes nogen andre absolutistiske teorier som er lige så gennemførte og velgennemtænkte som Klawonns.
Med venlig hilsen
Louise
25. apr 2009 15:45
Hej Louise!
Mange tak for dit fine indlæg. Jeg indrømmer at jeg ikke kender til Klawonns værk og at jeg må se at få hentet op på dette. Umiddelbart tror jeg på baggrund af det du beskriver, at han vil falde i god jord hos mig, men en ting bekymre mig, nemlig relativisten. Jeg kunne godt tænke mig at få opklaret, hvorvidt Klawonn tager livtag om den relativistiske position - særlige de mere sofistikerede herunder dem som medtænker tanken om transformation og æstetisk lidelse eller lidelsen æstetiske dimension om man vil. Kan du sige noget om dette?
2. maj 2009 11:55
Hej Jan
Klawonn kommer ikke med nogen direkte kritik af relativismen i det omtalte værk, da det jo er en præsentation af hans teori (men han forsvarer teorien imod diverse indvendinger). Jeg er ikke helt klar over, hvad du mener, når du skriver tanken om transformation. Det er ikke et punkt, som jeg tidligere har beskæftiget mig med indenfor etik, så det vil jeg meget gerne have uddybet. Hvad henviser det til? Religionens transformation, selvets transformation, Lorentz-transformationen eller noget helt andet? Hvad ligger der i argumentet eller hvor stammer det fra (hvilke teorier eller filosoffer)? Med hensyn til æstetisk lidelse, så kunne jeg godt gætte lidt på, hvad der kunne menes med dette ud fra f.eks. Kierkegaards filosofi. Men det er nok lidt mere kvalificeret, hvis du lige forklarer, hvorledes æstetisk lidelse er i opposition til en absolutistisk teori? Eller henviser til en filosof eller et værk, hvor dette er beskrevet! Herefter vil jeg naturligvis gerne komme med et svar! :-D
6. maj 2009 09:06
Hej Louise!
jeg har nu fået fat på Klawonns bog og glæder mig til at læse den.
Mht. Transformationstanken så havde jeg ikke noget særligt i tankerne andet end Nietzsche og værdiernes relativitet og som du nævner selvets transformation underforstået muligheden for at transformere A til B / det gode til det onde og omvendt. Hvis en sådan transformation er mulig, så kan man vel argumentere for eksistensen af et flydende "fundament" herunder at mennesket kun med reference til selvet eller subjektet kan skabe sig et godt liv. Nietzsche skrev at filosofi bedrives bedst i is og høje bjerge underforstået i ensomhed og måske med en vis lidelse for øjet. Men en naturalistisk etik vil vel gå imod dette ikke sandt?
10. maj 2009 20:13
Hej Jan!
Alle tiders! Jeg glæder mig til at høre, hvad du syntes om den, når du har fået læst bogen! Med hensyn til værdiernes relativitet, så mener Klawonn jo, at der findes situationer som ikke kan opfattes som andet end at have et bestemt iboende bør-lignende værdipræg. Hvilket betyder, at der i disse situationer ikke findes nogen form for relativitet. Selvom man naturligvis skal huske på, at dette bygger på den forudsætning, at mennesket har en velfungerende empatisk identifikation af andres menneskers oplevelser. Dette er jo ikke nødvendigvis tilfældet for alle mennesker. Og selvom man har en velfungerende empatisk identifikation, så tvinger denne erkendelse jo heller ikke mennesket til at handle på en bestemt moralsk måde. Mennesket har stadig et valg og dermed også muligheden for både at foretage gode og slette handlinger. Jeg mener ikke, at Klawonns teori er særlig flydende, selvom den bygger på menneskets natur, da den jo netop bygger på den empatiske identifikationsevne, som man normalt fremhæver som særegen for mennesket. (Selvom denne evne formodentlig også findes hos nogle dyr i en vis grad.) Med hensyn til æstetisk lidelse, så ved jeg ikke om den naturalistiske etik ligefrem går imod dette. Men jeg syntes bestemt ikke, at etik er noget, som man kun kan praktisere i ensomhed og gennem en vis lidelse. Kan man overhovedet tale om etik, hvis man er helt alene? Ja, måske med hensyn til, hvordan man behandler sig selv, men er moralsk handlen ikke mest relevant i forhold til, hvordan man behandler andre? Men den naturalistiske etik fremhæver ikke på nogen måde nogen asketisk levevis, hvis det er det, som du tænker på, når du taler om lidelse. Med hensyn til Nietzsche, så er han jo heller ikke ligefrem kendt for sit positive livssyn, men selv Nietzsche medgav jo i The Origin of Moral Sensations, at moral er blevet udviklet gennem naturens evolution!
12. maj 2009 02:21
Hej Jan,
Lidt skamløs "selvpromovering"... nej, jeg ville bare sige, at debatten her kredser omkring emner, der også har været taget op af biologer (og geografer) som Darwin og Kropotkin m.v. og istedet for at hive citater frem, er det lettest for mig, at give dig et link til min egen opgave om emnet: http://vhs1.blogspot.com/2008/09/darwin-huxley-kropotkin-evolutionsteori.html
Her fremgår det iøvrigt også hvorfor jeg bl.a. ikke bryder mig om "ateisten" Richard Dawkins, som du af og til henviser til. Han er nemlig ret anti-naturalistisk anlagt og hans opfattelse af menneskets natur og etik er næsten identisk med Thomas Huxleys ... og de mest religiøses, idet han betragter mennesket som "ondt" af natur og mener, at det etiske må komme "udefra" (selvom der jo ikke er nogen "udenfor" ifølge ham selv) i form af at vi "hæver os over" vor syndige natur med vor "rent menneskelige" fornuft. Det er i bund og grund det samme budskab de religiøse har prædiket i årtusinder.
12. maj 2009 08:32
Ole!
Helt ok med promoveringen, men tillad mig at henlede din opmærksomhed til den tanke filosof Hans Fink. Han anskuer ej menneskets natur i Hobbesiansk lys og advokere ej heller et syn på moral der kommer "udenfra". Det hele kommer an på, hvorledes man anskuer natur-begrebet og for mig at se er nauren alt. Det er denne "althed" vi skal forsøge at give mening til og forstå.