Augustin a Hippo også kendt som Aurelius Augustinus er vel nok senantikkens mest berømte kirkefader. Der er flere grunde til denne berømmelse, men mest opsigtvækkende er hans enorme forfatterskab og hans version af argumentet for menneskets frie vilje. Sidstnævnte er omdrejningspunktet for denne post.

Jeg har tidligere proklameret, at teisterne har et forklaringsproblem, når de argumenterer for eksistensen af en almægtig, algod og allestedsnærværende Gud. I denne forbindelse har jeg argumenteret, at synspunktet der fritstiller Gud på baggrund af, at han gav mennesket fri vilje ikke er tilstrækkeligt. Det kan forklare moralsk ondskab, men ikke ”naturlig ondskab” herunder forekomsten af sygdomme, naturkatastrofer etc.

Augustin præsentere en version af fri vilje forklaringen der udover at forklare det moralske onde også forsøger at forklare den massive lidelse som naturkatastrofer og sygdomme fremelsker.

Augustin tager udgangspunkt i den bibelske beretning om faldet. Gud skabte den bedste af alle verdener, hvor de første mennesker Adam og Eva blev udstyret med fri vilje. Som bekendt syndede de, idet de valgte at trodse Guds påbud, hvorfor man i dag opererer med begrebet eller doktrinen original synd. Helt konkret var konsekvensen følgende:

1) Den originale menneskelige natur blev forurenet grundet Adam og Evas synd, hvorfor deres efterkommere blev født syndere.

2) Adam og Evas synd gjorde at selve Guds skaberværk – den bedste af alle verdener blev forurenet. Her er roden til vore dages sygdoms og naturkatastrofebefængte planet thi sådanne onder fandtes ikke før menneskes fald.

Konklusionen er at alverdens lidelse skyldes to fæhoveders rebelske attitude og antiautoritære adfærd engang i fordums tid. Vi mennesker er selv skyld i vores lidelser, idet det er vores iboende synd/ondskab der farver verden og giver den dets form.

Det er sandt at Gud faktisk kan gøre alting godt igen, men så må han fratage os vores frie vilje og det vil være det ultimative onde. Den frie vilje er det ultimative gode og at vi mennesker beholder denne vægter tungt hos Gud. I al hans venlighed har Gud dog tilbudt os frelse fra os selv, hvis blot vi anerkender ham og accepterer ham.

Det lyder jo meget godt og Augustins argument er et sikkert hit hos mange religiøse. Der er dog en vigtig indsigelse.

Augustins argument hviler på det faktum, at historien om faldet er sandfærdig.

Videnskaben forholder sig skeptisk og det synes lidet sandsynligt, at vi alle er efterkommere af Adam og Eva. Derimod virker det sandsynligt, at vi alle stammer fra Afrika og at de første mennesker måske ikke just lignede nutidens mennesker. Er sidstnævnte sandt falder Augustins teodicé til jorden.

Med sin kommentar til Teodicé har Rune Röd bragt en af de mest populære retfærdiggørelser af Guds eksistens og handlemåde på banen. Vi taler om fri vilje forklaringen.

I det følgende vil jeg præsentere fri vilje forklaringen samt kommentere Rune Röds synspunkter.

For god ordens skyld skal det siges, at Rune Röds kommentar ikke nødvendigvis var tiltænkt som et akademisk rigoristisk indlæg. Jeg undskylder på forhånd, hvis denne post virker arrogant.

En af de mest populære forklaringer på lidelse er appellen til fri vilje. Vi er ikke hjælpeløse maskiner eller automata, men derimod frie til at handle – vi er frie agenter med andre ord. Denne evne har Gud givet os i al hans godhed, men fordi vi ikke er perfekte skabninger (ikke Gud), begår vi fejl. Vi starter for eksempel krige og begår voldtægt, sviner miljøet til etc.

Dette anskues fortsat som noget positivt, idet vi trods alt handler ud fra egen fri vilje. Fri vilje er et enormt stort gode der langt overgår den smule lidelse og ondskab, vi som frit handlende mennesker kan frembringe.

Der er dog et problem med denne forklaring på det onde og det er, at forklaringen kun retfærdiggør det moralske onde. Forklaringen retfærdiggør ikke ”naturligt onde” herunder afsindige, horrible og modbydelige hændelser i den verden der omgiver os herunder flodbølger, jordskred, ekstreme vejrforhold og meteornedslag. Det forklarer heller ikke den enorme mængde af lidelse, som man finder i junglen, på savannen eller i verdenshavene. Det forklarer heller ikke forekomsten af pest, kolera, ebola, malaria, spedalskhed, tumorer, misdannelser osv. samt de enorme mængder af lidelse disse medfører.

Rune Röd argumenterer at oplevelsen af lidelse er nødvendig grundet, vi alle opererer med afsæt i dikotomien mellem lidelse og følelsen af at have det godt. Uden smerte og lidelse ved vi simpelthen ikke, hvad det vil sige at have det godt.

Det er muligt det forholder sig sådant, men Gud (hvis han er algod) ville aldrig tillade så meget som en mikroskopisk mængde mere lidelse end nødvendigt thi han er algod.  Når jeg så ser tilbage på evolutionshistorien og ser millioner af års unævnelig horror der ikke blot omhandler menneskes verden, men også alle andre organismers, så synes en vis skepsis mht. Guds algodhed vel ikke overdreven – eller gør det?

Forekomsten og designet af naturens orden hviler også på Guds skuldre og det er vanskeligt at se, at denne er den bedste af alle mulige verdener.

Billedet viser en pige med ebola virus på Intensiv Afdeling.

Man skal være forsigtig med at fremhæve sine personlige helte, men en af mine helte er den nulevende engelske filosof Stephen Law.

På www.philosophybites.com har man mulighed for at høre Law udtale sig om teodicé eller det ondes problem. Law byder på en indsigtsfuld fremstilling af problematikken som til tider også er overordentlig morsom.

I forbindelse med teodicé debatten og problemet med ondskab, møder man ofte det argument at grunden til, at der er ondt i verden er fordi, vi som mennesker besidder en fri vilje.

Ifølge kristen tænkning er vi er ikke hjælpeløse majonetter underlagt determinisme eller fatalisme. Vi besidder muligheden for at vælge til og fra underforstået at vælge Gud eller fravælge ham. Der er dog i det mindste to problemer med denne indvending. De er som følger:

1) Det forekommer mig, at de kristne begår en fejl, når de på den ene side tilskriver mennesket fri vilje og i samme øjemed tilkendegiver at dommens dag ligger forude for alle mennesker. På et tidspunkt vil ethvert menneske blive stillet overfor enten at vælge Gud eller fravælge Gud. Fravælger man Gud er vejen banet til helvede og alverdens pinsler venter en. Vælger man Gud er porten åbnet til paradis og mennesket kan for evigt nye godt af Guds godhed og visdom.

Spørgsmålet er nu om mennesket er så frit, at det kan fravælge begge af disse muligheder. Dette burde være muligt, hvis hin enkelte har fri vilje. Skulle dette ikke være tilfældet så må menneskets skæbne være forudbestemt. I så fald er det vanskeligt at se, hvorledes mennesket er frit stillet til at gøre som det vil.

2) Apellen til fri vilje virker også ubehjælpsom, når man tænker på at denne kun er et forsvar for moralsk ondskab. Gud har givet os mennesker fri vilje, fordi det er det højeste gode. Det er helt og holdent for menneskets regning at der er lidelse og ondskab i verden. Vi er med andre ord selv skyld i det, grundet vi vælger at gøre det onde.

Men det onde, som en fri agent skaber herunder krig, mord, voldtægt etc. retfærdiggør ikke 'naturlig ondskab' som vulkanudburd, jordskælv, den sorte død, AIDS, kræft osv. Dette er onder der er udenfor den menneskelige kontrol og ultimativt onder der står til at ændre, hvis man er en omnipotent, algod, almægtig og allestedsnærværende Gud.

Således melder Epikurs spørgsmål sig igen og minder os om at tænke inden vi tilskriver Gud specifikke egenskaber.