Kulturrelativisme - en fejl?

Man støder ofte på den ide, at et individs værdier er dikteret af den kultur man vokser op i herunder, at kulturen er umulig at undslippe og man til evig tid er præget af denne. Det forlyder også, at det er kulturen der begrunder ens handlinger og at denne for individet udgør den absolutte garant for, hvad der konstituere god sædvane, hvad der er moralsk rigtigt etc. Dette har givet grobund til en kulturrelativistisk parole der lyder: ’du bør ikke kritisere og moralisere folk fra andre kulturer. Du er selv et kulturprodukt og med hvilken ret, kan du dømme andre?’

Kan det vitterligt være rigtigt, at ens moralske handlinger kan begrundes og retfærdiggøres ud fra den kultur man tilfældigvis er tilknyttet? Kan det virkelig være rigtigt, at man blot skal acceptere en kulturs skikke og sædvaner hvor groteske og inhumane de end måtte være. Mit svar hertil må være et klart nej! I det følgende vil jeg begrunde dette nærmere.

Hvorfor holder kulturrelativisme ikke som moralsk ideal?

1)      For mig at se forudsætter kulturrelativisme, at kulturer er lukkede rum uden udsigt. Der er altså ikke plads til at kigge over til nabokulturen og således erhverve sig knowhow eller knowwhy. Det forekommer mig, at ser man nærmere på menneskets historie er der lidet basis for at hævde, at kulturer er isolerede bobler. Tværtimod synes alverdens kulturerne at være i et konstant fluks, hvor viden om og viden hvorfor konstant bliver udvekslet. Tesen om at alverdens kulturer er lukkede rum uden udsigt og således uden evne til at udvikle sig med mindre udviklingen er igangsat inde fra kulturen virker således lidet plausibel. Kultur relativismen mister således sit afsæt og må dømmes ud.

2)      For mig at se forudsætter kulturrelativisme også at kulturer er lukkede rum uden indsigt. Dog kan jeg givet jeg er et rationelt menneske stille spørgsmålstegn ved den kultur, jeg er født ind i og forholde mig kritisk til de skikke, riter, meningskonstruktioner som den såkaldte socialiseringsproces har påduttet mig. Taget denne evne i betragtning må man sande, at en given menneskelig kultur aldrig kan være lukket og uden indsigt, hvilket igen udelukker kultur relativisme som absolut målestok for god moralsk adfærd. Vores rationalitet som er en menneskelig egenskab, gør at vi i vores søgen efter at retfærdiggøre en given handling kan referere til en anden motivationsfaktor end kulturen. Dette sætter kulturrelativismen ud af spillet som moralsk guideline.

3)      Forestiller vi os at vi lever i et multikulturelt samfund der anskuer kultur relativisme som civilisationens moralfilosofiske højdepunkt, må man sande at et sådant samfund også må tolerere den intolerante. Hvad betyder det? Det betyder, at man teoretisk set i dette samfund må gøre plads til mennesker der advokere en kultur som ikke respektere andre kulturer eller sågar det multikulturelle samfund i sig selv. Mit spørgsmål er nu kan det multikulturelle samfund virkelig tolerere en sådan kultur? Jeg tror det ikke.

Kulturrelativisme er en fejltagelse og gør mere skade end gavn vil jeg påstå.