Følgende er et svar til Camilla som har skrevet en kommentar til RELIGION OG MYSTISKE OPLEVELSER her. Camilla bringer noget nyt ind i debatten om gud, religion, mystiske opvelselser og overbevisning.

Hej Camilla og mange tak for dit lange indlæg. Jeg kan ikke kommentere alt, hvad du har skrevet, men jeg foreslår, vi tager os en snak, når vi ser hinanden på skolen. Dog er der lige et par ting, jeg vil kommentere.

Det forekommer mig, at du er blevet overbevist om en ekstraordinær om man vil spirituel virkelighed på baggrund af dine særlige erfaringer. Din tilgang minder mig om den franske filosof Blaise Pascal. Han mente, at det er gennem praksis dvs. at praktisere religion/spiritualitet, at man opnår troen. Indiske yogis, lamaer i Himalaya og moderne aikidoudøvere har lidt den samme tilgang som du delvist også er inde på. De mener alle som en, at erkendelse om verdens grundlæggende beskaffenhed er at finde gennem diverse kropslige øvelser. For yogaudøveren er praktiseringen af yoga og meditation vejen. For buddhisten er meditationen det helt særlige. For aikidoudøveren er det den kontinuerlige træning der til sidst baner vejen til takemusu aikido – den højeste form for aikido, hvor man i mangel af bedre ord bliver aikido.

Pascal troede på den kristne Gud. Yogis, buddhister og aikidoister er i udgangspunktet ikke religiøse som Pascal, idet de ikke tilbeder nogen egentlig gud. Derfor er der en del der hævder at disse blot er filosofier og ikke har noget med tro og religion at gøre.

Min mening herom er, at de er transcendent stilende filosofier og at man som aktiv udøver af disse indimellem kan opnå en bevidsthedstilstand der synes ekstraordinær. Udøvere af disse tre discipliner fortæller om opnåelsen af en eksstatisk bevidsthedstilstand som yogis referer til som at forbinde sig selv eller finder rod i vores højeste natur. Buddhisterne kalder det dhyána og for aikidoisterne er det harmoni. I vesten bliver dette af mystikerne kaldet oplysning eller åbenbaring. I bund og grund mener jeg, det handler det om, at ens mentale kategorier opleves synkroniseret med den i verden kontinuerligt forekomne energitransformation. Dette bekræfter dog ikke eksistensen af en transcendental guddom, men blot et ændret bevidsthedsniveau som langt fra kan tilskrives egenskaben af at være udvidet. Der kunne jo være tale om at nogle facetter af bevidstheden blev styrket og andre mindsket.

Nogle vil bestride dette og påstå at der netop er tale om et højere niveau af bevidsthed. 60’ernes LSD guru Timothy Leary påstod at der eksisterer et superselv – et selv hinsides vores hverdagsbevidsthed, hinsides egoet som kan erkende den ultimative sandhed eller verdens grundlæggende beskaffenhed. Som bekendt mente han, at almindelige mennesker kan få adgang til superselvet via visse former for stoffer herunder LSD, psilocybin, mescalin, DMT osv. Disse stoffer udgjorde i hans syn en kemisk nøgle til at åbne bevidstheden (mind). De frigør nervesystemet fra dets ordinære mønstre og strukturer. Tager man denne nøgle i brug vil man erkende, at enhver er langt større, langt mere avanceret, langt mere bevidst og langt mere intelligent end hvad man umiddelbart tror. Givent dette og eksistensen af superselvet er problemet således, hvordan overgår man det kedsommelige almindelige selv, hvordan tuner man ind til denne super virkelighed? For Leary var nøglen som sagt visse kemiske substanser. Som indikeret forholder jeg mig skeptisk.

Dit gudsbegreb synes at forkaste enhver form for dualisme. Der er ingen tvedeling mellem gud og verden. Der er ikke to substanser, men en. Hvis dette er sandt, advokere du et gudsbegreb der stemmer overens med filosoffen Spinozas. For ham var Gud universet eller naturen. Menneskets søgen efter Gud er en søgen efter det højeste gode. Menneskets lykke består ifølge den monistiske Spinoza i at forene sig med gud, hvilket udløser en sådan følelse af kærlighed til naturen, at denne eliminere de lidenskaber herunder angst og vrede der truer menneskets lykke.

Til et sådant monistisk gudsbegreb er der endvidere ikke så meget at sige andet, end det står i skarp kontrast til det dualistiske advokeret af kristne, muslimer og hinduister, aser og andre verden over.

Dertil kommer, at det ikke forklarer eksistensen af ikke menneskeligt frembragt lidelse, hvorfor man lidt frækt kunne spørge om verden eller gud er masokistisk?

Hvad siger du Camilla (og andre) til dette?

Blandt mine studerende er der enkelte der modigt har meldt sig som værende troende. Under de i kølvandet ofte ophedede diskussioner har vi opstillet mulige årsager/grunde til, at man er religiøs.

Forældrenes indflydelse og opdragelse generelt er udpeget som vigtige årsager. Tradition, kultur og samfundsnormer er ligeledes blevet nomineret som primær bevæger. Dertil kommer en vigtig kilde til religiøsitet som for nogle er den absolut altafgørende. Der er tale om de såkaldte personlige mystiske oplevelser.

Personlige mystiske oplevelser kan findes på en stor skala lige fra den svage fornemmelse af, at være en del af noget større end den umiddelbare fysiske verden til tilkendegivelsen af en svær definerbar tilstedeværelse/eksistens i ens livsverden og endelig frem til, at noget tilsyneladende overnaturligt er i direkte kontakt med en.

Jeg vil indtage en skeptisk position overfor disse mystiske oplevelser og mane til besindighed før man tager sådanne for gode vare. Umiddelbart finder jeg det vist at være opmærksom på følgende inden man lader sig overbevise.

Blot fordi folk beretter om mystiske oplevelser er der ingen grund til at antage, at den mystiske virkelighed som de beretter om eksisterer. Mennesket er sårbart og særligt vores perception af virkeligheden. Vores virkeligheds og selvopfattelse kan let sløres, hvilket de fleste der har haft omgang med alkohol, narkotika, medicin, væskemangel, søvnmangel og sansedeprivation kan bevidne. I lyset af mennesket som rationelt men afhængigt og indimellem defekt biologisk væsen synes det fornuftigt at udvise en vis portion forsigtighed, når det kommer til mystiske oplevelser.

Mennesket har desuden ganske nemt ved at blive offer for det der kaldes suggestion. Det synes påfaldende, at muslimer aldrig får mystiske oplevelser omkring Odin eller Thor og det synes bizart, at kristne aldrig får mystiske oplevelser af, at der ikke er nogen gud ganske som buddhisterne gør. Man må nødvendigvis mistænke disse oplevelser som selvskabte med afsæt i personlig erfaring frem for, at de virkelig er endegyldigt bevis på eksistensen af en transcendental guddom / virkelighed.

Professor Stephen Law har desuden pointeret, at ovenstående mystiske oplevelser ganske ofte modsiger hinanden. Skulle den påståede erfarede transcendentale virkelighed være virkelig burde beretningerne da ikke være ensartede og ikke kontradikterende? Det kan vel ikke være rigtigt at nogle kan opnå absolut erkendelse omkring eksistensen af Jesus og andre opnår absolut erkendelse af, at der ikke er nogen gud overhovedet.

Jeg forholder mig således skeptisk til påstående mystiske oplevelser der tilvejebringer troen på en specifik religion eller moral kodeks. Hvad siger man til det?